Vol. 1 med Rikke Møldrup Rasmussen

Hvad betyder januar for dig? 

Nulstilling og mørke. Jeg er ikke så vild med tanken om, at et år slutter, og så starter det hele ligesom forfra. Men det arbejder jeg med at lægge på hylden, for det er forbundet med en tristhed, som ikke er så hensigtsmæssig.
Det er bestemt ikke min yndlingsmåned, så jeg prøver at være blidere ved mig selv og ikke stille for store krav og slet ingen nytårsforsæt, bare være i mørket med dem, jeg elsker og er nærmest. Det er en form for ”skåne” måned. December er fyldt med mange mennesker, så min januar må gerne være stille. 

Hvordan vil du beskrive din livsstil? 

Jeg er overbevidst om, at jeg lever et klassisk storbykvindeliv, hvor det, der fylder mest, er mit job og min familie. Bylivet gør det muligt at mødes til en kaffe før arbejde med min mand eller venner, og efter job finder jeg tid til træning, vinterbad, middage ude og familietid. Alt i en skøn form for balance eller ubalance, hvor jeg jonglerer mellem hverdagens forpligtelser, og alt det jeg drømmer om at få mere tid til.  

Du bor i byen, hvordan bruger du den, og savner du noget ved bylivet?

Da jeg flyttede til København i starten af 90´erne var der stadig lukket i hele byen om søndagen og supermarkederne lukkede kl. 18. Skulle jeg på cafe i Kronprinsensgade, så kørte jeg ind og parkere foran, og hjem til Værnedamsvej om aftenen og smed bilen udenfor min opgang. Byen havde dengang stadig en provinsiel vibe, som den er vokset fra.
Nu jeg lever lidt mindre struktureret i byens 24/7 tilgængelighed, hvor jeg altid lige kan smutte i Irma, hvis jeg mangler noget. Eller lade mig underholde af kulturlivet. Alle mine behov kan stort set opfyldes konstant. Jeg bruger Østerbro meget, jeg bor og arbejder der, men jeg elsker gåture rundt i hele byen og langs kanalerne, og kulturlivet i alle dens former. Jeg nyder friheden i de korte afstande og at jeg ikke skal bruge tid på at pendle, det har aldrig tiltalt mig. 
Jeg kan godt savne at mærke forskellen på hverdag og weekend, savner stille dage uden et myldre af mennesker, naturen og vidder. Selv Gud havde en hviledag.

Hvor slapper du af, lader du op eller bliver inspireret? 

Jeg slapper af i mit sommerhus, når jeg sysler i haven eller maler og lytter til lydbøger, deroppe lader jeg op og tager på små eventyr med min mand, på vandet eller i skoven, eller sidder stille og venter på at få besøg af et egern eller skovskaderne. Jeg elsker at rejse, og bliver altid fyldt op og inspireret når jeg er væk fra hverdagen. 

Hvilken bog, podcast, musik eller film vil du gerne anbefale?

Jeg vil gerne anbefale Hacks på HBO. Fin lille serie til mørke vinteraftener, eminent og humoristisk spillet af Jean Smart og Hannah Einbinder. Lige nu læser jeg Halvt i Himlen af Lone Hørslev, en kærligheds historie om to søstre i 1920'ernes København og en lille påmindelse om den kæmpe udvikling kvindelivet har været igennem de sidste 100 år. 

Hvad drømmer du allermest om?

Frihed og at Covid-19 snart får en ende. 

Hvad er sundhed og skønhed for dig?

Det er lidt det samme for mig, og jeg har lyst til at tilføje glæde, for de tre elementer er selvforstærkende. Når jeg passer på mig selv, spiser sundt, træner og har overskud og er glad, så føler jeg mig skøn. Det er også der jeg ser skønhed og sundhed i andre, i glæden og balancen.  

Hvad frygter du?

Jeg mistede min mor til Alzheimer, hun var 59 og jeg var 34 år, men hun levede med sygdommen i 12 år. Desværre bor der en frygt i mig for at blive syg, ikke for at dø, men netop for at være her i mange år med en sygdom, som helt eller delvist overtager mig, og efterlader mig uden minder og evnen til at huske dem jeg elsker.

Hvad er du mest taknemmelig for? 

Kærligheden fra min mand og mine børn.

Har du et morgen-/aftenritual, som du helst ikke vil undvære?

Jeg bor ikke sammen med min mand, men når vi sover sammen hjemme eller i sommerhuset, starter vi morgenen med, at en af os laver kaffe, serverer den på sengen med et lille lys og så læser vi nyhederne og starter dagen stille ved siden af hinanden.  

Hvem følger du, der inspirerer dig på instagram?

Jeg følger en del rejseprofiler, det er godt for drømmene. Jeg er særlig glad for at følge @hverdagslinjer, jeg elsker når nogen evner at sige rigtig meget med få ord. Det gør Nanna, og hun udkommer faktisk med en bog lige om lidt, som jeg helt sikkert skal eje. 

Hvis du skulle give et godt råd til en anden kvinde, hvad skulle det så være? 

Lad være med at søge perfektion, bare vær’ dig!

Hvad er dine favoritter i moshi moshi mind universet, og hvordan bruger du dem?

Den næste tid kommer I til at se mig i vores better poncho, fordi vinteren langt fra er slut. Ellers bor jeg i min kindred knit, den er altid min ”go to” hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal have på. Altid pæn og perfekt til både tights, jeans eller trail pants

ESSENTIALS

"Jeg elsker, at vi har skabt et univers hvor alting ikke behøver at forsvinde."

Stine Skjoldborg