Vol. 9 med Nille Skalts
Hvad betyder oktober for dig?
Min datter er oktoberbarn, så det er for altid den smukkeste måned for mig. Solens lave, stærke stråler, naturens gyldne og rødglødende farver – et særligt lys, jeg genkender med det samme og savner, når jeg ikke er i landet.
Hvordan vil du beskrive din livsstil?
Jeg har altid været en pioner, ’wrong thinker’, på kant med den etablerede verdensorden og på udkig efter mønstre og signaler – så min livsstil er flyvsk, nomadisk og passioneret … en livsstil, hvor jeg giver mere end jeg tager, en hvor jeg altid søger at gøde jorden for det nye der skal komme. Nogle gange for meget, uden jordforbindelse og nærvær, nogle gange ensomt uden forstående rejsekammerater, nogle gange i fuldt flow.
Du er grundlægger af den nordiske B Corp-bevægelse og partner i Märk – hvornår og hvordan startede du det op i Norden og hvad fik dig til at gå ned ad den bæredygtige vej?
To øjeblikke skabte afsæt for min rejse med B Corp bevægelsen – jeg fløj hjem fra USA og jeg hjalp en ven med at starte en chokoladefabrik. … eller mere præcist, jeg læste en bog, så en youtube-video, og så stillede jeg mig selv to spørgsmål!
Først læste jeg i flyveren 'The Responsible Company' af Patagonias grundlægger Yvon Chouinard, som er et helt usædvanligt forretningsikon. Jeg fandt i ham en beslægtet ånd i erhvervslivet, og han stillede det ene af de to spørgsmål, der har forvandlet mit liv, »hvorfor har du din virksomhed?« Det startede en mindre eksistentiel krise, da jeg simpelthen ikke kunne svare på det så enkle, men alligevel kraftfulde spørgsmål.
Så hjalp jeg en ven med at starte en chokoladefabrik og scannede konkurrencen i chokoladeindustrien. Her faldt over Tony's Chokolonely, en ekstremt succesrig hollandsk chokoladeproducent, der ikke er helt som de andre. Det er nemlig en mission med en virksomhed tilknyttet. En virksomhed der kæmper for at afskaffe børneslaveri! En virksomhed bygget udelukkende for at ændre noget, der fundamentalt er galt med verden – og en virkelig succesfuld en. Mit verdensbillede blev rystet en omgang, og min tro på erhvervslivet ændrede sig for altid. Jeg tror fuldt på, at vi kan aktivere virksomhedens kraft til at ændre, hvad der er galt med verden ved at bruge kerneforretningen til at drive progressiv forandring. Der gav næring til det andet spørgsmål, jeg stadig tygger på: ’hvad er det, der er galt med verden, som min virksomhed skal gøre bedre?’
Både Patagonia og Tony’s Chokolonely er B Corp, naturligvis – og resten er historie, som man siger. Jeg stiller de to spørgsmål hver dag til et utal af virksomheder, og mit eget svar bliver tydeligere og tydeligere – jeg er her for at vække erhvervslivets kraft til at regenerere liv. Det er blevet omdrejningspunktet for mit virke.
Hvad er B Corp/ Hvad er en B Corp certificering?
B står for Benefit for all. B Corp er en bevægelse, som ønsker at redefinere den rolle virksomhedernes spiller i samfundet. Virksomheder som kun mener, de har ret til at eksistere, hvis de hjælper samfundet med at blomstre og som konkurrerer ikke om at være bedst i verden, men bedst for verden.
En B Corp gennemgår en certificering på mere end 250 spørgsmål om social og klimamæssig impact og forpligter sig juridisk til at skabe positiv værdi for samfund og verden, og tage beslutninger der i videst mulige omfang tilgodeser alle interessenter, ikke bare aktionærer. Endelig underskriver de en ‘Declaration of Interdependence’, der moralsk forpligter dem til at drive virksomheden med ansvar for samfund og planet i dag og for fremtidige generationer.
Bevægelsen tæller internationale virksomheder som Patagonia, Ben & Jerry’s, Chloé, Aesop og 66 North. Her i Danmark er der 55 certificerede B Corp, Moshi Moshi Mind naturligvis, men også Skagerak, TAKT, Merkur Andelskasse, Sinatur Hoteller og Ganni er certificerede.
Hvad betyder det for forbrugeren, hvis de vælger produkter fra en certificeret B Corp?
Jeg tror, de fleste ønsker at arbejde for, købe fra og investere i virksomheder, de tror på. Transparens er vejen til tillid. En B Corp certificering måler og vejer virksomheden hele vejen rundt på den værdi den skaber for medarbejdere, leverandører, lokalsamfundet og miljøet. Det giver os et 360-graders overblik over virksomhedens impact og er en seriøs validering af en virksomheds arbejde og en effektiv måde at opbygge troværdighed, tillid og værdi på.
Hvad drømmer du allermest om?
Jeg drømmer om et inkluderende, retfærdigt og regenerativt økonomisk system, hvor virksomheder eksisterer for at sikre blomstrende samfund og planet. En verden hvor vi laver forretning på en måde som generer værdi for alle, så vi frem for at udnytte ressourcer fokuserer på at regenerere ressourcer.
Hvilken bog, podcast, musik eller film vil du gerne anbefale?
Tor Nørretranders har skrevet en lille bog om Samfundsglæde, som alle bør læse. Hovedbudskabet er, at hvis vi ikke lægger mærke til, at vi sammen har skabt et værdifuldt samfund, mister vi evnen til at stritte imod, når det får lov til at forvitre. Vi er nødt til at elske samfundet for at kunne forsvare det mod opløsning. Vi mærker vores samfund ved at bruge det. Ved at opleve taknemmelig glæde over det som virker, det som vi har det med helt ubevidst at tage som en selvfølge. Ved at aktivere en uopsættelig lyst til at få resten til at fungere bedre.
Hvad frygter du?
Jeg er allermest bange for, at vi er ved at miste fælleskabet – vores forbindelse til Jorden og til hinanden. At vi glemmer, at vi er gensidigt afhængige af og derfor. For mister vi det, mister vi os selv. Og så er jeg bange for at vi krampagtigt holder fast, som den indiske filosof Jiddu Krishnamurti siger, “One is never afraid of the unknown; one is afraid of the known coming to an end.”. Det funderer jeg tit over også når jeg selv ikke vil slippe det, jeg kender.
Hvad er du mest taknemmelig for?
At elske og at være elsket.
Har du et morgen-/aftenritual, som du helst ikke vil undvære?
Jeg er uendelig dårlig til rutiner og ritualer, men hver eneste dag bruger jeg 2 minutter på at rense tænder og det vil jeg ikke undvære. Munden er den direkte forbindelse til vores krop og en forebyggende indsats gennem hele livet gør at væsentlige sygdomme kan undgås.
Hvordan skaber du luft til dig selv i en travl hverdag
Det er en akilleshæl, for jeg glemmer igen og igen, hvad jeg godt ved, at mit arbejder ikke må blive altopslugende. Min alenetid begrænser sig til tidlig morgenstund, inden huset vågner, hvor jeg mediterer og samler tankerne, - og så har jeg en fast blokering i min kalender, Nille-tid, hver onsdag fra 8 til 10.30. Den tid er min, og oftest bruges den til absolut ingenting.
Hvilke små rutiner har du i din hverdag (som måske synes af lidt) er afgørende for din dag bliver god eller skaber forandring for dig?
Jeg spiser altid morgenmad med min datter – og vender nattens drømme. Jeg står tidligt op, så jeg og morgenmaden er klar, når hun vækkes og vi kan dedikere os til nærværet. Den stund er med til at give dagen smag. Inden morgenmaden slår jeg – når jeg husker det - op i Marie Kronquists ’Et års buddhistiske belæringer’… helt på må og få, og læser dagens belæring, som ligger i baghovedet hele dagen. I morges var det #213: ’Værdsæt hvert eneste øjeblik’, og lige nu giver den sætning jo fuldstændig mening…
Hvem følger du, der inspirerer dig på instagram?
@Skandinavisk for simpel ærlighed, @hallatomas fra B Team, som tændte min nysgerrighed på B Corp bevægelsen for snart 10 år siden og @editioncopenhagen – særligt elsker jeg at se tilblivelsen af litografiske tryk, håndværket og skønheden gør mig glad.
Hvis du skulle give et godt bæredygtigt råd til en anden kvinde, hvad skulle det så være?
Spørg dig selv, om din virksomhed, der hvor du arbejder og bruger så væsentlig en del af dit liv, er et nærende levende system… nærende for dig og dem som er en del af den, nærende for den verden, den er en del af. Er den ikke det … så gør noget ved det!
Hvad er dine favoritter i moshi moshi mind universet, og hvordan bruger du dem?
Jeg er ufattelig glad for min (eller helt min er den vel ikke, for jeg har langtidslånt den af en kær kollega) Let it Rain kappe – for den er både ufattelig praktisk, når man bevæger sig rundt i efterårets København, fylder ikke meget og får mig til at føle mig supersmart selvom det styrter ned…